Dyrenes Dag

Søndag d. 21 juni kl. 10-16

Søndag 21. juni 2025 inviterer Slagelse Festuge til det traditionelle og gratis familieevent Dyrenes Dag i anlægget, hvor der vil være sjove aktiviteter, underholdning og mulighed for at nærstudere de imponerende dyr.

Hvordan lever køerne, hvilken pleje har en kanin brug for, og hvordan er det at være helt tæt på heste og slanger?

Få svaret, når dyrene igen flytter ind i Slagelse Lystanlæg søndag den 21. juni klokken 10.00 til 16.00 til Dyrenes Dag. Her vil blandt andre gnavere, fjerkræ, katte, læsehunde, heste, æsler, bier og en snaksalig slange tage imod de mange gæster.

Udstiller: Vi er med til at gøre familierne glade

”Der er en super god stemning til Dyrenes Dag, hvor vi er med til at gøre familierne glade. Vi er en socialøkonomisk virksomhed, og vores unge er på kanten af uddannelse og arbejdsmarkedet. Det giver dem rigtig meget, at de kan noget, der gør andre glade. Det skaber et stort engagement,”

Fortæller indehaver af FriRUM Lab, Karen Sieling, om baggrunden for at deltage. FriRUM Lab står for ansigtsmaling og kreative indslag på dagen.  

Vil du vise dine dyr frem?

  • Det er gratis at have en stand til Dyrenes Dag, hvis man repræsenterer en forening eller en velgørenhedsorganisation. Hvis du vil sælge noget fra din stand, eller du har et kommercielt sigte, koster det 1.500 + moms, der skal være betalt inden dagen.
  • Vi har erfaring med, at der bliver solgt meget mad og mange is på dagen. Hvis du gerne vil have en stand, som du kan sælge mad fra, koster det 3.000 + moms for Dyrenes Dag og Sankt Hans aften (der ligger samme dag)
  • Dyrene skal kunne holde til de mange besøgende
  • Det er en god idé at planlægge en lille aktivitet, konkurrence eller noget, du gerne vil fortælle de mange gæster
  • Vi sender et oversigtskort ud et par uger inden arrangementet, når vi har det fulde overblik
  • Pladsen åbner fra kl. 7.30, hvor vi hjælper jer på plads
  • Vi sørger for madbilletter til hver stand (dog max. 4 pr. stand)
  • Der følger et havebord og to stole med til hver stand
  • Det er muligt at låne en pavillon, men efter først-til-mølle, da vi har et begrænset antal

Send anmodning her:


Fokus på dyrevelfærd

Dagen handler om at forene dyr og mennesker og ikke mindst give viden og indsigt videre til børn og voksne i forhold til forskellige dyreracer. Det er også en dag, hvor man kan blive klogere på, hvilke kæledyr man kan få, og hvordan man plejer og passer dem.

I samarbejde med alle udstillerne sørger vi for, at dyrene har det godt på trods af sommervarmen og de mange gæster. De fleste af dyrene har erfaring med at have mange mennesker omkring sig, og der bliver taget særlig hensyn til dem, der er med for første gang.

Bag om Dyrenes Dag

  • Dagen er blevet en fast tradition i Slagelse Festuge.
  • Den ligger altid om søndagen i uge 25 og markerer den officielle åbning af festugen. Det plejer at foregå med tale af borgmesteren og en flot opvisning af Slagelse Garden.
  • Dagen begynder klokken 10.00, hvor den officielle åbning også er.
  • Den bliver hvert år besøgt af omkring 12.000 gæster.
  • Det er gratis at deltage og kræver ingen billet.
  • Det er en dag, der henvender sig til hele familien og alle aldre.
  • Vi sørger for, at så mange som mulige dyrracer er repræsenteret – lige fra de store landbrugsdyr til de små kæledyr.
  • Der er omkring 60-70 udstillere, hvor man kan komme helt tæt på dyrene og deltage i konkurrencer og forskellige aktiviteter.
  • Du kan se en række forskellige opvisninger i vores store ring – her giver vi også scenen til nogle af de lokale foreninger, der kan vise, hvad de har øvet sig på i løbet af året. Det er blandt andet gymnastikopvisninger.
  • Det er muligt at købe mad, drikkevarer, slik og is på pladsen.

Bliv frivillig, bliv en del af fællesskabet! 🧡

Læs om mulighederne