Dynamik og en stor lyd. Sådan lyder opskriften på fredagens koncerter, der for alvor kommer til at sætte gang i Nytorv. Her kan vi nemlig byde velkommen til det anmelderroste syvmandsorkester fra Thy, Jonah Blacksmith, godt efterfulgt af KATO, der er en af de mest banebrydende og nytænkende forgangsmænd for hele DJ-genren i Danmark.
Vi åbner dørene kl. 18.30, så der er rig mulighed for at opleve den gode stemning på pladsen, inden koncerterne går i gang.

Jonah Blacksmith – kl. 20
Det fremadstormende syvmandsorkester fra Thy rammer sommerlandet 2023 med større styrke og mere kærlighed end nogensinde. Jonah Blacksmith har siden 2014 udgivet fire anmelderroste albums, som hver især har rummet adskillige singler i rotation på radiostationerne. I oktober 2021 udkom “House On Fire”, som markerede et decideret gennembrud for bandet. Sangen opnåede blandt andet en top 3 placering på den officielle danske airplaychart og har desuden opnået guld (IFPI Danmark). Efterfølgeren “Secrets In The Water” blev ligeså taget umådeligt godt imod.
Smittende og livsbekræftende
Senest er Jonah Blacksmith blevet nomineret til ikke mindre end to Danish Music Awards i kategorierne “Årets danske radiohit” og “Årets danske gruppe”. Jonah Blacksmith satte et enormt aftryk på festivalsommeren 2022 med deres smittende og livsbekræftende koncerter. Bandets syv medlemmer formår med deres store musikalske alsidighed at folde de personlige og håndskrevne sange ud i et frit og ubesværet univers, der fletter tråde mellem det voluminøse og det helt nærværende og intime. Alt sammen bundet sammen af Simon Alstrups alsidige, stærke og genkendelige stemme i
front.
Jonah Blacksmith har hjerte og rod i det nordvestjyske og består af brødrene Thomas og Simon Alstrup, samt Søren Bigum, Lasse Alstrup, Jon Bisgaard Kjeldsen, Søren Poulsen og Thor Kortegaard.
KATO – kl. 22
Filosofien og styrken i KATOs musik har altid været at kombinere genrer og have et ekstremt fokus på at opdage udviklende trends i musikken. Opskriften har holdt multitalentet siddende på toppen fra begyndelsen af karrieren som DJ, kunstner, producer og remixer. Da det gik vildest for sig i 2012, var KATO på den ene eller anden måde involveret i mindst ét dansk #1 hit i måneden. Hit-singlerne “Never Let You Go”, “Klapper Af Den”, “Alive”, “Danmark” og “I’m In Love” opnåede alle guld-eller platincertificeringer i Danmark. Med disse cementerede KATO sin status, og etablerede sig som en af tidens største danske stjerner.
Ved siden af den store udgivelsesmæssige succes, er KATO også uden sammenligning den mest banebrydende og nytænkende forgangsmand for hele DJ-genren i Danmark.
Billetpris
Forsalg fra 14. april – 30. juni kl. 12.00: 250 kr.
Billetsalg ved indgangen 30. juni: 275 kr.
Køb billet til både fredag og lørdag i indgangen til 500 kr.
Børn til og med 12 år har gratis adgang.
