Værd at vide som gæst til festugen

Slagelse Festuge ønsker alle en god festlig uge med mange gode oplevelser. Vi glæder os til at få nogle fantastiske dage med alle derude og har her samlet en række praktiske oplysninger i vores FAQ.  

Slagelse Festuge er en forening, der i det daglige bliver ledet af en frivillig bestyrelse, der har ansat en festugekoordinator på deltid. Du kan derfor kontakte Slagelse Festuge i løbet af hele året.

Festugen er en tilbagevendende begivenhed, der har eksisteret i over 20 år. Den officielle åbning ligger altid søndag i uge 25 til Dyrenes Dag, og festugen fortsætter så i løbet af hele uge 26 med en lang række forskellige aktiviteter.

Langt de fleste af vores aktiviteter henvender sig til hele familien og kræver ingen tilmelding eller billetkøb. Alle er velkomne. Vi står blandt andet bag Sankt Hans, Dyrenes Dag, Nordboløbet, børn- og ungedagen på Nytorv, forskellige koncerter og en lang række aktiviteter, som man kan deltage i. Vi samarbejder med en række forskellige i Slagelse, så hold øje med vores program, der løbende bliver udvidet med spændende og hyggelige oplevelser.

Vi er glade for den økonomiske hjælp og støtte, vi får fra vores sponsorer og de frivillige hænder. Som en forening betyder det alt for os og er med til at gøre det muligt, at vi kan holde gratis events.

Hvert år støtter en lang række lokale virksomheder os. Kunne du tænke dig at være en del af den økonomiske støtte bag Slagelse Festuge? Så kan du læse mere om at blive sponsor her. Vi sørger for, at begge parter får noget ud af samarbejdet. I dit sponsorat ligger der derfor både markedsføring og et antal billetter til vores koncerter – afhængig af hvor stort et beløb du støtter med.

Vi er et trofast korps af frivillige bag festugen, der brænder for at skabe gode oplevelser og hver dag gå en masse skridt for, at andre kan hygge sig. Vil du være med? Så har vi samlet en masse spændende information om, hvad det går ud på her.

Vi lover dig, at det er fantastisk hyggeligt!

Vi har desuden vores betalingskoncerter, som vi er nødt til at tage entre for. Det skyldes, at det er dyrt at indkøbe musik, scene, lyd, lys og alt det lovpligtige i forhold til sikkerheden. Vi forsøger dog at holde vores priser så meget nede som muligt.

Vi sælger billetter til vores betalingskoncerter via denne hjemmeside. Find vores musikprogram og link til billetsalget her.

Til vores koncertaftener på Nytorv er det ikke muligt at betale med kontanter i salgsvognene med drikkevarer. Men det er intet problem, hvis du ankommer med kontanter, for vi står klar i vores ”festugebank” på pladsen, hvor vi sætter kontanterne ind på et såkaldt VIP-kort for dig. Hvis du ikke bruger de indsatte penge, kan du få dem refunderet igen.

Du kan selvfølgelig stadigvæk betale med MobilePay og betalingskort i salgsvognene.

VIP-kortet betyder, at ekspeditionerne går hurtigere, når der ikke skal hovedregnes og gives penge tilbage. Samtidig undgår de frivillige at stå med ansvaret for store beløb i kontanter, som de skal håndtere under og efter koncerterne.

Alle er velkomne til Slagelse Festuge!

På festivalpladsen vil der være et område, hvor der er plads til kørestolsbrugere og gangbesværede. Ligesom der er et handicaptoilet.

Som handicappet har du mulighed for at få en gratis ledsager med på festivalpladsen, hvis du har et gyldigt ledsagerkort fra Danske Handicaporganisationer. Din ledsager skal være fyldt 18 år.

Du kan betale kontant for billetter ved indgangene.

ølgende må ikke medbringes til festugen:

  • Våben af enhver art
  • Genstande der kan bruges som våben eller kasteskyts
  • Rygmærker
  • Camping stole, borde eller andre ting der fylder uforholdsmæssigt meget
  • Fyrværkeri, lysraketter, romerlys eller andre pyrotekniske genstande
  • Mekanisk drevne støjinstrumenter – fx kompressorhorn, vuvuzela o.lign.
  • Mad og drikkevarer, herunder alkoholiske drikke af enhver art.
  • Dyr (til koncerterne)
  • Laserpenne
  • Dokumenter, tegninger, symboler eller flag af ideologisk eller reklamemæssig karakter samt genstande der tjener til kommercielle formål og som kan ses af andre eller er medbragt med henblik på omdeling blandt øvrige gæster
  • Racistisk eller nazistisk propagandamateriale
  • Andre genstande, der kan bringe sikkerheden og ordenen på pladsen i fare.

Listen er ikke udtømmende.

Slagelse Festuges kontrollører har ret til (evt. med tekniske hjælpemidler) at undersøge, om gæster udgør en sikkerhedsrisiko på grund af påvirkning af alkohol- eller euforiserende stoffer, eller om de medfører våben eller andre farlige og brandfarlige ting.

Du kan læse mere om vores sikkerhed her.

faq
Tryllekunstneren Mr. Zarno var en af de mange, der var på programmet til Dyrenes Dag i 2023.