Tilmelding:

Vi har brug for frivillige hjælpere til årets største fest og kulturelle oplevelse i Slagelse

Vil du have gode musikalske oplevelser, være en del af et givende fællesskab og gøre en forskel for sammenholdet i Slagelse? Så skulle du tage at melde sig som frivillig i Slagelse Festuge, hvor vi står sammen om at give hinanden og andre de bedste oplevelser.

Vi har brug for frivillige hænder til blandt andet salg af drikkevarer på pladsen, opbygning af hegn, billetsalg, afhentning af diverse småting og oprydning. Kan du se dig selv hjælpe koncertgæsterne, sørge for alle udstillerne til Dyrenes Dag eller servere boller og juice til vores børn- og ungedag?

Så tøv ikke med at sende en mail til vores koordineringsgruppe på frivillig@slagelsefestuge.dk – gerne med en uddybning af, hvorfor du gerne vil være frivillig, og hvad du godt kunne tænke dig at arbejde med under festugen. Det kan også være, at du har erfaring eller kan et håndværk, som kan give mening.

Men det er absolut ikke et krav – det vigtigste er din lyst til at være med!

Vi glæder os til at høre fra dig!

Læs med her, hvorfor det er sjovt og givende at være frivillig i Slagelse Festuge:

Festugefrivillig: De lange dage er det hele værd

Ønsket om at gøre en forskel, opleve den gode stemning og være en del af et fællesskab er noget af det, der gør, at en stor gruppe af frivillige hvert år melder sig til en festugetjans. 

Gitte Westrup er selv frivillig på syvende år, og hun forstår om nogen, hvorfor man vælger at bruge sin fritid på det. For hende er uge 26 booket hvert år, hvor der er et glædeligt gensyn med stemningen, festugegruppen og ikke mindst den store interesse for events.

”Ved at være med i Slagelse Festuge kan jeg arbejde med min passion for events, hvor jeg kan tænke kreativt og sætte nye initiativer i spil. Samtidig er vi en del, der har været her i mange år, så vi har vores ”festuge familie”, og vi har det så sjovt i løbet af ugen,” fortæller hun og uddyber:

”De lange dage med sene nætter og tidlige morgener, de mange mange skridt man når på en dag, og det til tider hårde arbejde bliver alt sammen opvejet af den glæde, vi alle har. Hyggen, de mange grineture og ikke mindst det sjov, vi laver med hinanden – det gør de lange dage det hele værd.”

Under festugen sørger hun blandt andet for, at musikerne bliver godt modtaget, at billetsalget fungerer, og at alle får en så god oplevelse som muligt.

Kickoff-møde og grundig forberedelse

Der bliver da også gjort en ekstra indsats for, at fællesskabet fungerer, og at man som frivillig får forplejning, tid til at nyde den gode stemning og for alvor blive en del af ”festuge-familien”.

”Selvom der bliver arbejdet hårdt, så skal det også være hyggeligt og sjovt. Det er desuden vigtigt for os, at vi tager godt imod de frivillige, så de også føler sig forberedte,” fortæller formand for festugen, Jens Vadmand.

Derfor bliver der holdt kickoff-møde for alle de frivillige, rundvisning på koncertpladsen og løbende briefinger under festugen. Alt sammen for at man er klar til at skabe glæde, som Gitte understreger:  

”For mig handler det lige så meget om, at vi gør noget for Slagelse og omegn. Det er fedt at se år efter år, hvordan festugen skaber glæde hos gæsterne, og det er præcis det, vi ønsker. Det er ikke bare min festuge, det er vores alle sammens festuge. Det er også derfor, jeg er gået ind i bestyrelsen, så jeg netop får mulighed for at skabe en festuge, alle ser frem mod.”

Læs mere om det musik, som vi i årenes løb har haft under festugen, og som er nogle af de bands, du som frivillig kommer til at hjælpe med.

Der er mange gode grunde til at arbejde som festugefrivillig. Det gode fællesskab og at skabe smil og glæde hos andre, bliver ofte fremhævet blandt festugens trofaste stab. Vil du have andre grunde til at arbejde som frivillig, kan du læse denne artikel, der opsummerer alle fordelene ved det.